Instruktørens Ansvar

Enhver Instruktør må Leve op til sit Fulde Ansvar

Flere og flere elever åbner en klub og kalder sig instruktør med godkendelse fra Genseiryu, hvilket ofte i lige så mange tilfælde accepteres helt uden spørgsmål af håbefulde personer som naturligvis ikke ved bedre. Personernes motivation for at melde sig ind i klubben er ofte ønsket om at lære selvforsvar, lære det smarte og "seje" spark de så på film forleden eller f.eks. at lære at slås, og for nybegyndere er det ofte fuldstændig underordnet, hvilken stilart man træner i klubben. Den nyåbnede klub får måske hurtigt en masse medlemmer, og instruktøren betragter måske derfor sin nye klub som en stor succes.

Ovenstående scenarie er desværre alt for velkendt ikke kun i Danmark, men desværre også i resten af Europa. Det er for nemt at åbne en klub, og det er alt for nemt at udgive sig for at være instruktør, selvom pågældende i virkeligheden ikke er det.

En sjælden gang fortæller nogle af mine egne elever, at de godt kunne tænke sig at være instruktør. Dette synes jeg i sig selv er positivt, og jeg støtter altid medlemmer med sådanne ønsker. Jeg gør det dog samtidig klart, at man ikke automatisk bliver instruktør i det øjeblik man underviser eller åbner en klub. Tværtimod kræver ansvaret som instruktør mange års erfaring og uddannelse. Elever som har et ønske om at blive instruktør, ser jeg som et sundt tegn på ønske om udvikling. Men som med alt andet bør man væbne sig med tålmodighed og tage een udfordring ad gangen.

En elev som ønsker at blive instruktør, bør i første omgang henvende sig til stilartens nationale repræsentant (chefinstruktøren), så der i fællesskab kan udarbejdes en uddannelsesplan. Først efter denne målrettede uddannelse med sund udvikling vil man alt efter indsats og evne, kunne kalde sig instruktør. Uden kyndig uddannelse og tilstrækkelig erfaring, er man efter min bedste overbevisning ikke i stand til at leve op til instruktørens fulde ansvar overfor stilarten, medlemmerne og resten af samfundet.

Som instruktør må man til enhver tid være sit fulde ansvar bevidst. Instruktører har et langt større moralsk ansvar end der umiddelbart kan kræves af andre "almindelige" mennesker, simpelthen fordi vi underviser i karate, der i de forkerte hænder kan misbruges med uoverskuelige konsekvenser til følge. Som instruktør bør man derfor stille høje krav til sig selv ikke kun teknisk men i særdeleshed også både moralsk og etisk. Adfærd der opfordrer til aggressivitet, misbrug af andres tillid, brug af trusler samt opfordring til slagsmål har intet med undervisning i karate at gøre. Uanset en instruktørs styrker, så er disse intet værd uden et minimum af selvkontrol. Uden fornuft og kultivering kan man sidestilles med en gorilla der bør holdes forsvarligt i bur. Alle slags styrker skal kontrolleres af fornuft og kultivering, således at styrken kan bruges som værktøj i sandhedens og menneskets tjeneste. Uden fornuft og kultivering vil enhver form for styrke alt for ofte være skadelig, og en instruktør som ikke er i stand til at udvise selvkontrol og overblik, vil næppe kunne lære sine elever det.

Instruktørens ansvar begrænser sig ikke kun indenfor klubbens fire vægge, men angår bl.a. også risikoen for misbrug udenfor klubben. Under min instruktøruddannelse i Japan, blev jeg gentagne gange mindet om, at forholdet mellem instruktør og elev kan sammenlignes med forholdet mellem forældre og barn. Ansvaret er det samme. Uanset om man har gennemgået en decideret uddannelse som instruktør eller ej, så er instruktøren til enhver tid forpligtet til at leve op til sit ansvar overfor både stilarten, medlemmerne og samfundet. En person som underviser udelukkende for at pudse sit eget ego, ville jeg aldrig overlade ansvaret for andre mennesker til.

Forudsætningen for at blive instruktør, er viljen og evnen til at leve op til det fulde ansvar.